<Tilbage

Sundhedspsykologiske områder og interessefelter

Sundhedspsykologi i forhold til personer med et fysisk handicap.

Vi er vant til at tale om de handicappede som en velafgrænset gruppe med en række fælles behov og problemstillinger, der medfører, at de ud fra en almen betragtning ofte bliver opfattet som svagelige. Som sådan findes handicappede ikke, men der er mange personer, som har et større eller mindre fysisk handicap, der giver sig udslag i nogle funktionsmæssige begrænsninger.

På grund af ovennævnte har mange personer med et fysisk handicap svært ved at erkende og acceptere deres handicap. De er tvunget til at forholde sig til deres fysiske begrænsninger, men dette sker ikke altid på den mest hensigtsmæssige måde, fordi en tilpasning til de fysiske begrænsninger f.eks. ved brug af hjælpemidler eller hjælp fra andre ofte synliggør funktionshæmningen og understreger, at personen er afvigende fra de gængse normer for funktionsduelighed.

For at undgå afvigerrollen som svagelig og mindreværd ignorerer eller bekriger mange deres funktionshæmmede krop med det resultat, at de bliver overbelastede eller for yderligere fysiske skader. Dertil kommer at mange indsnævrer deres virkefelt og deres livsudfoldelser betydeligt, idet de kun udfolder sig i situationer eller på områder, hvor de ikke føler sig konfronteret med og belastet af deres fysiske funktionsbegrænsninger.

Der er også en del personer med fysi-ske handicaps, som trækker meget sto-re veksler på deres nærmeste familie med hensyn til personlig hjælp. Dette kan ende med, at de fortsat får hjælpen fra deres nærmeste, men mister kær-ligheden og den gensidige respekt i re-lationen.

Konsekvenserne af et fysisk handicap for en given person er selvfølgelig afhængig af mange forhold som f.eks. arten og omfanget af den fysiske funktions-begrænsning og om denne er medfødt eller erhvervet, alder, personligheden, evner og erfaringer, hjælpemidler, støtte og aflastningsmuligheder, sociale relationer, samfundets fysiske - og sociale indretning, sociale normer og fordomme m.m.

Ovennævnte afspejler en række områder, hvor sundhedspsykologen kan gå ind og støtte i krise og sorgsituationer eller være sparringspartner i forhold til personens håndtering (coping) af sit handicap og sin livssituation. Dette gælder også i forhold til de nærmeste pårørende og med hensyn til samspillet mellem personen med det fysiske handicap og de pårørende.

Når, den handicappede person har personlige hjælpere eller modtager hjælp fra professionelle, kan det også være en sundhedspsykologisk opgave at give supervision til de professionelle for, at de kan udvikle og opretholde en for alle parter hensigtsmæssig relation. Dette gælder især hvis personen har en progredierende lidelse.

I nogle situationer indgår sundhedspsykologen i tværfagligt teams, som yder en samlet og koordineret indsats i forhold til personer med funktionsbegrænsning og deres familie. Generelt set består sundhedspsykologen arbejde i at hjælpe personer, der ikke primært har psykiske lidelser med støtte, råd og vejledning eller sparring, der er således sjældent tale om egentlige terapeutiske forløb.

John Marquardt
Cand. psych. aut.
Specialist og supervisor i sundheds-psykologi