|
<Tilbage
Sundhedspsykologiske
områder og interessefelter
Psykosomatik
Et overordnet formål for sundhedspsykologisk forskning og
praksis er at udvikle, samle og anvende viden i forståelse
af sundhed og sygdom, forebyggelse og behandling. Psykosomatikken
er den del sundhedspsykologien, som beskæftiger sig særligt
med komplekse bio-psyko-sociale samspil og kan på mange måder
betragtes som værende et grundlæggende fundament for
sundhedspsykologisk forskning og praksis. Et fundament som rummer
mange endnu ubesvarede spørgsmål, som ikke mindst udspringer
dels af områdets kompleksitet (hvor alle dele af psykologien
- f.eks klinisk, udviklings- neuro-, social-, kognitionspsykologi
osv - indgår) og dels af kravet om tværfaglighed.
Med psykosomatikken sættes fokus på to af psykologiens
og filosofiens vanskeligste problemstillinger: sjæl-legeme
samspil og kausalitetsspørgsmålet. Principper om interaktion
og regulering indenfor systemer af psykobiologiske funktioner og
subsystemer er centrale. Herunder forståelse af mekanismer
som rummer væsentlige funktioner i den psykiske bearbejdning
af spændingstilstande. Det vil sige spørgsmål
som: Hvordan kan vi forstå komplekse bio-psyko-sociale samspil,
uden at forfalde til forsimplede kausalitetsforklaringer, hvor 'noget'
på mystisk vis omdannes til 'noget andet' (den klassiske forståelse
og anvendelse af somatiseringsbegrebet)? Hvordan spiller psykiske
forhold en rolle for sundhed og sygdom? Og hvordan kan de meningsfuldt
inddrages i forebyggelse og behandling? Spørgsmål om
bl.a. udvikling, regulering, coping, sårbarhed, stress, sundhed
og sygdom.
Således kommer psykosomatikken til at indgå som fundamental
del af tænkning om og handling på en række opgaver
indenfor det sundhedspsykologiske virkefelt, ligesom en nuanceret
viden om og åbenhed for feltets problemstillinger er af betydning
for psykologens forståelse af reaktioner på og forløb
af sygdom hos personer fra såvel egen som andre kulturer.
|